søndag den 29. maj 2011

Fugleoptælling Alling Å og Hvalløs Kær

Den 19. maj var jeg en tur omkring det nye naturområde ved Alling Å. Målet var at optælle fuglene i området og se hvilke arter der allerede findes på stedet.
Turen indeholdt både et par artige overraskelser og et par skuffelser.

Skuffelserne først. En eneste nattergal (Luscinia luscinia) blev hørt på turen, den sang i et splitsekund i et pilekrat nede ved åen. Jeg havde virkelig forventet at det vil være et nattergale hotspot. Afvekslingen mellem åben eng, vandflader og krat er lige i skabet til nattergalen. Jeg er dog efterfølgende blevet opmærksom på at der er store udsving i Afrikatrækkernes ankomst til Danmark i år. Det er flere bud på forklaringer, men summasumarum så er trækket væsentligt forsinket. Ydermere er antallet nattergale på retur i Danmark sådan mere generelt. Se artiklerne her og her.


Gul Iris (Iris pseudacorus)

En anden skuffelse var vandfuglene. Der er flere åbne vandflader i området bla. ligger der en mindre sø nord for Allingå (ikke i Favrskov kommune). Området Hvalløs kær har også to søer gemt i krattet. De er meget svært tilgængelige. Det ændre dog ikke ved at der næsten ingen vandfugle var. En knopsvane lidt gråænder og et par grågæs blev det til.

Køerne på engene

På den mere positive side, var antallet af sangere langt over det jeg havde forventet. Hele 13 tornsangere talte jeg, det er rigtigt fint.
Derudover var der 3 græshoppesangere, 6 bynkefugle, 2 havesangere, 5 gransangere, 3 munk og 2 løvsangere.
En stor bestand af hare var også positivt. Haren er en art der lider i det intensivt opdyrkede land og at se en stor bestand der ser ud til at trives er positivt. Jeg talte minimum 5 forskellige individer på min tur.

Området er virkeligt smukt og jeg vil anbefale alle at besøge det. Husk lange bukser og gummistøvler da der mange steder er meget vådt.



Vue udover dalen

En liste over dagens observationer:

Fugle
Tornsanger 13                 
Ringdue 5
Musvit 2                            
Gulspurv 4
Gråkrage 3                         
Gransanger 5
Munk 3                              
Løvsanger 2
Vibe 3                               
Havesanger 2
Rørspurv 6                         
Bogfinke 1
Gærdesmutte 1                  
Fasan 1
Græshoppesanger 3           
Landsvale 1 
Sanglærke 3                      
Bynkefugl 6
Nattergal 1                        
Mursejler 1
Sangdrossel 2                    
Grågæs 4
Gråand 2                          
Gøg 1
Engpiber 2                        
Stær 4
Solsort 4                           
Allike 2
Blåmejse 1                       
Stor flagspætte 2
Tyrkerdue 2                     
Tamdue 1
Knopsvane 1                    
Råge 2
Jernspurv 1

Pattedyr
Hare 5
Rådyr 5

Sommerfugle og Guldsmede
Fireplettet libel 4
Almindelig vandnymfe: 6
Lille kålsommerfugl 4
Stor kålsommerfugl 1
Lille ildfugl 1

 Lille ildfugl (Lycaena phlaeas)

 Et fantastisk stykke overdrev.


 Eng-kabbeleje overalt. Et sted derude sidder en græshoppesanger og synger.


Fireplettet libel (Libellula quadrimaculata)

onsdag den 25. maj 2011

Mylder på matriklen: Afslutning

Søndag den 22-05 løb, Naturhistorisk museums konkurrence "Mylder på matriklen", af stablen. Konkurrecen gik ud på at registere så mange forskellige vilde arter på ens matrikel. Både flora og fauna var indregnet.
Som nævnt i et tidligere indlæg, stillede vi op med matriklen Vestergade 47A Hadsten, i konkurrencen. Vi endte som nummer seks på landsplan med 125 arter registret på dagen. Femte pladsen blev besat af Anni og Peter Nielsen fra Hinnerup, så alt i alt et fint kip med flaget for biodiversiteten i Favrskov.
Følgende kommer et par billeder fra dagen, der stod på masser af nørderi og meget lidt søvn.
Vi havde forberedt os godt og klokken tolv var faldfælder ( syltetøjsglas med lokkemad), musefælder (desværre uden gevinst), rødvinssnore (snor dyppet i rødvin og honning) og lysfælder, sat op.
Derefter startede dokumentationen med kamera. Natten frem til søndag var der vi fandt flest insekter.

Lysfælde med æggebakker til at filme i.

Søndag morgen tømte vi fælder. Derefter startede jagten med nedbankning af insekter på lagner og insektsuger. Nedbankning på et lagen viste sig meget effektiv og William blev sendt op i mange træer for at få insketerne ned.

William i æbletræ

Arbejdet med bestemmelse af arter var nok det vanskeligste. Det lykkedes med en kombination af litteratur og fugleognatur.dk´s fantastiske forum. Der er dog nok 50 billeder af insekter vi ikke kunne bestemme.

Vi fandt ikke nogle sensationer på dagen, men her kommer lige et samsurium af de fedeste arter.

Almindelig tigerspinder (på æggebakke ved lysfælde)


Citronmåler ( I drivhuset)


Takugle ( på rødvinssnor)


Gulplettet aspargesbille ( Ikke en ønskeart for en haveejer, men flotte er de)


Nephrotoma Crocata ( Et flot stankelben)



Museedderkop sp.


Humlenæbsugle ( Lysfælde)

Alt i alt en super dag. Vi glæder os til næste år og opfordre flere til at melde sig til.

Team Vestergade: tre generationer af nørder!

fredag den 20. maj 2011

Rovedderkop i Tinning mose

På en tur i Tinning mose den 19. Maj 2011 lykkedes det mig at fange en rovedderkop med ketcher. Rovedderkoppen er Danmarks største edderkop og hunnens krop kan måle op mod 20 mm. Den er enorm!!
Den fanger små dyr på vandoverfladen hvor den behændigt løber på vandspejlet, men den kan også dykke ned. Den kan holde luftbobler i hårene og bruge det som iltdepoter. Under vand kan den tage fiskelarver og haletudser. Den ses sjældent da den er meget sky og dykker ned ved den mindste forstyrelse.


Dolomedes sp.

Edderkoppen jeg fangede var en hun, det indikere størrelsen, men den kan ikke præcist artsbestemmes, da der i Danmark er to meget lignende arter. Det drejer som om Stor Rovedderkop (Dolomedes Fimbriatus) som er relativ sjælden i Danmark og Dolomedes Plantarius som kun er fundet i Nordsjælland. Korrekt artsbestemmelse kræver en undersøgelse af epigynet (hunnens kønsåbning). Da jeg slap den fri igen forbliver edderkoppen ved Tinning mose en Dolomedes sp. (altså ubestemt).

Dolomedes sp.

Har ved søgninger ikke kunne finde andre observationer af Dolomedes arter i Favrskov. Måske ligger nogen inde med andre fund.
Som en lille ekstra information så kan rovedderkopper bide meget smerteligt, så pas på:-)

Tinning mose Favrskovs måske største naturaktiv?

onsdag den 18. maj 2011

Insektbonanza i Lyngå

En salamandertur med mine drenge ned til Voermølle å ved Lyngå, gav masser af fine insekter. Her kommer en lille serie.


Nældens takvinge larver (Aglais urticae) talrig på brændenælder langs åen. Kan forveksles med larverne fra nældesommerfugl (Araschnia levana). Sidstnævnte larver har tornede hoveder, det har disse ikke.



 Brun sandspringer (Cicindela hybrida) en meget flot og livlig bille. Findes på tørre sandede områder. Fandt den her på et jorddeponi nordvest for Lyngå by. Fin art som jeg ikke har set før. En søgning på fugleognatur giver kun to fund i Favrskov et i Hadsten i 1938 og et på Favrskov mark i 1944. Den er nok set siden, men lidt pudsigt.


 Rødplettet blåfugl ( Aricia agestis) fundet på et overdrev nordvest for byen. En lille (25mm) fin sommerfugl med markante tegninger. Ligner lidt almindelig blåfugl hun, men de to øvertse sorte pletter på undersiden af undervingen danner er liggende kolon.
 Set enkelte gange i den nordlige del af kommunen ( Frijsbak, Bjerre skov)


 Fireplettet libel (Libellula quadrimaculata). Stor guldsmed som fouragerede på et ovedrev ved Hammelvej. Arten er nok rimelig almindelig i kommunen.


 Stor blødvinge (Cantharis fusca) på tidsler ved søerne ved Hammelvej. Meget talrig.
Er efterfølgende blevet opmærksom på at der her er tale om søster arten Cantharis Pellucida. Der mangler en sort plet på halsen. Begge arter er almindelige i Danmark.


Udover denne svada fandt vi omkring 100 små vandsalamandre, desværre ingen store vandsalamandre, som er de sjældne og optaget på EFs habitatdirektiv bilag 4. Almindelig vandnymfe var også talrig, men desværre ikke så fotogen.

 Naturpatruljen i mælkebøtte mark


mandag den 16. maj 2011

Naturture i Favrskov 2.kvartal 2011

Som et nyt tiltag vil jeg fremover skrive om de naturture der arrangeres i kommunen. Jeg forsøger at samle så mange forskellige foreninger som muligt, men hvis i kender til andre ture så sig endelig til.

Listen dækker 2. kvartal 2011 og opdateres hver gang der kommer nye ture. Listerne gemmes i kategorien naturture i Favrskov.


Lading sø


22-05 Fugletur Lading Sø (DOF Favrskov)
Tid: kl 09.00
Mødested: Inside  Hammel eller 09.20 udsigten ved Lading sø
Beskrivelse: Vi kikker efter svaner, gæs, ænder og rovfugle fra ”Udsigten” ved søens nordside. Her plejer at kunne opleves op til 50 forskellige arter fugle. Hvis/når det bliver for køligt går vi en tur i Fajstrup Nederskov. Det er en fugtig frodig og meget artsrig nåleskov med stor variation. Turen varer ca. tre timer.
Medbring en tyver til chaufføren, gummistøvler, kikkert, fuglebog samt kaffe på kanden og en termomåtte til at sidde på.
Info: Peter Hjeds, Foldby (22875587) og Svend Møller Jensen, Søften (86986503)


27-05 Fugletur til Hjermind skov (DN-Favrskov)
Tid: kl 19.00-21.00
Mødested: -pladsen Kjællinghøl/Kanoplads/Naturskole(Ulstrupvej 6) 5,9 km vest for Ulstrup St.ad rute 525 mod Bjerringbro - på sydsiden
Beskrivelse: Kom og oplevv aftenstemningen og hør nattergal, kærsanger og mange andre fugle.
Turen er i samarbejde med DOF, Dansk Ornitologisk Forening.
Info: Svend Møller Jensen tlf. 86986503

29-05 Fuglenes dag i Himmerig skov ( DOF Favrskov)
Tid: kl 07.00
Mødested: Parkeringspladsen i skovkanten ved Rønbækvej mellem Søften og Grundfør.
Beskrivelse: Turen går til Himmerig Skov mellem Søften og Grundfør. Himmerig Skov er plantet 1991-95. Det er en statsskov, der sammen med Bærmose Skov er de eneste i området. Gamle landbrugshaver er bevaret i skoven, som efterhånden sætter nye "havetræer" i haverne. I den unge skov har skovdyr som ræv, rådyr, hare og musvåge fået en fin bestand. Der er flere af kreaturer afgræssede enge i skoven.
Turen vil vare 2,5 til 3 timer.
Info: Svend Møller Jensen. Tlf. 86986503

19-06 Fuglene i Granslev Ådal (DOF Favrskov)
Tid: kl 09.00
Mødested: Kulturhuset i Hinnerup, Skovvej 18.
Beskrivelse: Granslev Ådal er et naturmæssigt meget værdifuldt vandløb. Strømmen er stærk, og åen har sten- og grusbund. Granslev Å fødes af mange små tilløb med rent og klart vand. Mange småfugle finder føde langs åen og i den omkringliggende skov, feks bjergvipstjert, kernebider, halemejse, sumpmejse og korsnæb. Turen varer ca. 3 timer. Medbring en tyver til chaufføren, gummistøvler, kikkert, fuglebog samt kaffe på kanden og en termomåtte til at sidde på.
Info: Peter Hjeds, Foldby (22875587) og Svend Møller Jensen, Søften (86986503)


Granslev ådal

søndag den 15. maj 2011

Mylder på matriklen

Søndag den 22. maj inviterer Fugleognatur.dk og Naturhistorisk museum i Århus til en konkurrence på FN´s internationale biodiversitetsdag. Konkurrencen går i alt sin enkelthed ud på hvem der kan finde og registrere flest arter på deres egen matrikel.
Alt vild dansk natur tæller med, planter såvel som dyr. Bare ikke udplantede haveblomster. Så på denne dag er ukrudt en god ting.
Alle arter skal fotograferes og billederne skal lægges op på fugleognatur.dk hvor man også kan registrere ens matrikel.
Det er ikke et krav at indentificere arterne, men er man i tvivl er der meget hjælp at hente på fugle og naturs forum (selvom der nok bliver en del "run" på, den dag.)
Målet med dagen er selvfølgelig at skabe øget fokus på den fantastiske og mangfoldige natur vi har lige i vores egen have. Derved skal folk anspores til at undersøge naturen nærmere.
Præmien er lettere særpræget, men bestemt vær at kæmpe for. Vinderen får et forskerhold på besøg der finkæmmer hele matriklen og laver en samlet registrering af alle arter!
Jeg stiller op med matriklen Vestergade 47A i Hadsten. Vi står tre mand klar med insektsuger, net og felthåndbøger søndag morgen. God kamp!

Læs mere om reglerne her og her


Blankplettet tandbuk (Rhagium Mordax) en mulig haveart på dagen?


onsdag den 11. maj 2011

Skovsanger i Klapskov

10 maj slog jeg et smut forbi Tinning skov og Klapskov syd for Vitten. Målet var tildels at bese dronning Dagmars kilde, men også at finde skovsanger (Phylloscopus sibilatrix).
Skovsanger er en af de mere fåtallige af vores sangere. Der er således kun 40 observationer af skovsanger i Favrskov i perioden fra 1980 til i dag. (Dofbasen)
Norring, Søbygård skov, Hattemagerskov og Haraldslund skov tegner sig for hovedparten af observationerne.
Seneste observation er fra Hinnerup i år af Anni og Peter Nielsen.
Mit fund af skovsanger i Klapskov er således det blot tredje fund i år. Skovsangeren er ellers nemmere at identificere end mange af de andre sangere. Den har et klart gultonet hoved og en hvid underside. Dens sang er meget karakteristisk, det lyder som en femkrone det snurres rundt. Imellem iblandes nogle høje "tyyyt tyyt" kald.
Den ankommer til Danmark i slutningen af April og er som navnet antyder en skovfugl. Favrskov burde med de mange store skov områder derfor også huse en del fugle.
Den anden del af turen til dronning Dagmars kilde, viste sig også ret givtig. Området omkring kilden er et rigt fint stykke natur (omend lidt småt). Den lille sø på engen havde mange lille vandsalamandre (desværre ingen af de store) og i den sydlige del holdt et par skovpibere til. En sortspætte blev også hørt kaldende.

Læs mere om skovsanger her
Læs mere om Dronning Dagmars kilde her